NÅR NÆRVÆR OG NØGENHED GIVER STYRKE
Vinterbadning eller helårsbadning handler om så meget mere end fysisk velvære og udholdenhed.
Det handler i høj grad også om mental velvære. At være sammen om noget andet, end at sidde sammen rundt om et bord.
Vi, Ida og Barbara (co-foundere af NORDBAEK) mødes flere gange om ugen med vores veninder fra vores kvarter. Vi ses både i den grå hverdag og når noget skal fejres (som på billedet, som var nytårsaftensdag).
Vi aftaler ofte at mødes i ”bar røv og kåbe” helt uden sminke eller filter, så vi kan tage i samlet trop til vandet hurtigt og nemt, springe i det friske vand og slænge kåben om os, så vi lige kan nå at dele løst og fast med hinanden, inden turen går hjemad igen – til alle de daglige gøremål, som vi kvinder nu engang har hver dag – med familier med børn i alle aldre.
Vi er nøgne og nære, når vi er sammen. Vi henter styrke i vores ture sammen ved havet. Vinterbadningen giver os styrke til at klare dagen og livet, samt de mindre og større kriser i vores seks familier.
Vi kalder os selv for ”Heppekoret”, fordi vi lytter til hinanden, griner, græder og altid finder en støtte i det at ses ofte – midt i hverdagens trummerum. At kende til hinandens op- og nedture - og selv at føle sig set og hørt.
Vi, Ida og Barbara, har talt om, at vi ved fra alle de vinterbadere/helårsbadere, der følger NORDBAEK, at mange andre også elsker at bade året rundt, på grund af det nærvær, det giver dem i en travl hverdag. At ses under åben himmel, uanset vind og vejr, at grine og græde sammen – at føle at man bliver fulgt og støttet af de faste badevenner. En helt uvurderlig følelse i hverdagen.
Forleden hørte vi om en - for os - ny mental metode, der til forveksling minder os om det, vi elsker ved vinterbadningen.
Den hedder ABC metoden.
Det viser sig, at mange danskere finder en indre ro og styrke her især i de kolde og mørke måneder, i en gør-det-selv-metode, som kaldes ABC. Den skulle fremme mental sundhed og velvære i befolkningen, og er så simpel, at den kan følges af alle.
Det sjove ved den er, at lige netop vinterbadning matcher metoden, på mange måder. Vi vil derfor gerne dele den med jer, hvis I ikke skulle have hørt om den endnu:
'ABC-metoden' kan fremme mental sundhed.
Tilgangen kaldes 'Act-Belong-Commit', som på dansk kaldes 'ABC for mental sundhed' og kan oversættes til:
- ACT: Gør noget aktivt - Forskning viser, at mennesker, som er fysisk, socialt, mentalt og spirituelt aktive har bedre mental sundhed end mennesker, der ikke er aktive. En aktiv krop, hjerne og sind - især i selskab med andre - er naturligt berigende samt et sundt alternativ til bekymring, ængstelse, overtænkning eller alkohol- og stofmisbrug.
- BELONG: Gør noget sammen - Brug tid sammen med familie og venner, vær en del af en gruppe, og deltag i sociale aktiviteter – vær en del af et fællesskab. Forskning har vist, at vores indbyrdes forhold er grundlæggende for vores mentale sundhed i forhold til identitet. Det er en støtte, der kan hjælpe med at håndtere smerte, stress og vanskelige hændelser i livet.
- COMMIT: Gør noget meningsfuldt - At foretage sig noget meningsfuldt er vitalt for vores velbefindende, og forskning har vist, at det at have et formål, der giver mening, forlænger vores liv og er med til at opretholde en sund hjerne. At give sig hen til en hobby, en udfording, et godt formål eller det at hjælpe andre kan styrke selvværdet og beskytte mod følelsen af håbløshed eller af ikke at være noget værdDet at deltage socialt og bidrage til samfundet kan opretholde hjernens funktioner og reducere følelser, der er negative for vores velbefindende, f.eks. egoisme.
Tilsammen udgør de tre punkter en enkel 'gør-det-selv'-tilgang, der fremmer mental sundhed, og som vi håber, at du har fundet interessant at læse – og som måske minder om noget af det, du gør for dig selv i forbindelse med vinterbadningen / helårsbadningen.
Rigtig god badelyst,
Kærlig hilsen fra
Ida & Babara